Brug af bådens batteri.

Jens Koch

 

 

Et batteri angives i ampere timer: Ah (Ampere hour).

Denne værdi er en beskrivelse af batteriet´s kapacitet, og altså ”hvor stort det er”.

 

Et eksempel:

 

Et 100 Ah har en kapacitet som gør, at det teoretisk kan aflevere 1 ampere i 100 timer, eller 50 amp i 2 timer eller 200 amp i ½ time, og selvfølgelig 100 amp i én time.

Men, det er teoretisk, idet et batteri aldrig må aflades fuldstændigt. Det får i så fald ødelagt blypladerne, idet de sulfaterer, og dermed falder kapaciteten drastisk.

 

Desuden har batteriet en begrænset levetid, som er meget afhængig af brugen af det. Hvis man eksempelvis aflader det til grænsen tit, så har det en meget begrænset levetid.

Man taler her om ”battericycles” og det svarer til at man f.eks aflader et almindeligt blybatteri til 20 % af dets værdi, - dette er én cycles.

Et almindeligt blybatteri har kun ca.: 100 af disse cycles at gøre godt med. Men hvis man kun aflader til 50 % af kapaciteten, så kan man gøre det 200 gange. Hvis det er til 70 % af kapaciteten, så er det 400 gange.

Altså en stor forskel i levetiden som gør, at man bør tænke over, hvordan man behandler batterierne.

 


Batteri Cycles

 


De forskellige batterityper og deres cycles.

 

Hvis vi ser på vores bil, så benytter vi bilens batteri helt anderledes end batteriet i vores både. Her benyttes batteriet til start af motoren, og lige så snart den er startet, så lader generatoren batteriet op igen. Når vi kører, så holder generatoren batteriets tilstand optimalt, uanset om vi benytter lys, radio og varmeblæseren.

Når bilens startmotor kører, så bruger den kun strøm i ca.: 3 sekunder før motoren kører, altså hvis startmotoren bruger ca. 60 amp. (motoren er f.eks. på 1 Hk), så svarer det til:

 

60 amp i 3 sekunder = 180 amp sekunder. Da der er 3600 sekunder i én time, medfører det at startstrømmen er lig med 180 / 3600 = 0.05 Ah, og altså en forsvindende lille afladning af bilens batteri. Dermed kan dette holde i mange år.

 

Men, i vores både har vi et helt andet behov, vi benytter jo bådens batterier, når vi ikke har motoren kørende, det gælder især sejlbåde, men også motorbåde. Mange af os ligger jo på svaj, eller er i havn, hvor det måske ikke er lige til at få strøm.

 

Eksempel.

 

Man ligger på svaj i et døgn:

 

Køleskab forbrug når det kører = 50 Watt. Det kører typisk den halve tid, altså 25 watt time, ca.: 2 Ah, i et døgn = 2 x 24 = 48 Ah.

Dertil almindeligt forbrug, lys o.a. vil typisk give 40 Ah pr. døgn (kun lys når det er mørkt).

 

Total = 88 Ah, altså mere end et 100 Ah batteri kan klare, og det er kun i ét døgn!

 

Dette gør, at vi har nogle problemer. Vi må altså til at overvåge vort forbrug, hvis ikke vi skal skifte batterierne for tit.

 

Nu findes der andre batterier end de ”åbne” blybatterier, som f.eks. GEL og AGM batterier. Begge har en hel del flere batteri cycles at gøre godt med idet de typisk har 400-500 af dem, og altså 4 til 5 gange så mange som de åbne batterier. Men, GEL batteriet er ikke godt at bruge til at starte motoren med, ej heller til bovpropel, da GEL batteriet ikke kan aflevere store strømme, men er bedst som almindeligt forbrugsbatteri. AGM batteriet kan bruges til det hele. Men, det kan man læse mere om under menupunktet ”Batterier” på siden.