Hydraulik-olie til eksempelvis gearkasser.

 

Nogle både har en hydraulisk gearkasse. Disse gearkasser skifter gear hydraulisk på den måde, at der i gearkassen er en hydraulikpumpe, som holder et konstant højt tryk, det kan være på 10 bar. Når man skifter fra frigear til frem eller tilbage, så kan man ikke høre at nogle gearhjul kommer i indgreb med andre, altså gearskiftet er uden den sædvanlige støj, man hører på mekaniske gearkasser.

Det skyldes, at gearsystemet i de hydrauliske systemer er bygget op om planetgearprincippet, altså alle tandhjul er i indgreb med hinanden, og den måde man skifter gear på er, at man blot bremser en del af planetgearsystemet ved hjælp af et bremsesystem, som svarer til skivebremserne i bilens bremser. Altså, hydrauliksystemet aktiverer et stempel, som bremser noget af planethjulssystemet, således at aksen roterer enten den ene vej eller den anden.

 

 
BorgWarner gear

 


Planetgear princippet

 

Disse gearkasser har naturligvis, som motoren, et bundkar, hvor der er olie i. Der er normalt også en oliepind, således at man kan se, om der er nok olie i gearkassen.

 

Olien i en sådan gearkasse er ikke den normale motorolie, idet den skal kunne tåle et højt tryk uden at komprimeres, og at den har en konstant viskositet.

Nogle gearkasser har deres egen oliekøler, hvor olien køles af saltvand.

Olietrykket etableres af motorens aksel, der går ind i gearkassen, og som jo kører rundt hele tiden.

 

Og så er det vigtigt at man ikke sejler for sejl uden motoren kørende i alt for mange timer, hvis man har en fast propel. Når propellen er fast, så vil planethjulene køre rundt inde i gearkassen, uden at olietrykspumpen kører, og dermed smøres tandhjulene ikke! Så i nogle bådes manualer kan der stå, at man ikke må sejle for sejl eller at båden trækkes, i mere end 10 timer (Nauticat som et eksempel.). Hvis man ønsker at sejle mere, så skal man enten starte motoren i nogle minutter (blot i tomgang uden at koble gearet ind) eller blokere akslen , - og det sidste kan være svært, idet man ikke kan stoppe skruens drejning ved at skifte gearet til fremad, når motoren er stoppet (som man jo kan med motorer der har almindelige mekaniske gearkasser). Man har jo ikke olietryk til at stoppe noget i gearkassen!

 

Q8 har en olie der er godkendt af Ford, (opfylder kravene til Ford ESW-M233F og ESP-M233G). Den hedder Q8 Auto 16.

 

Uddrag fra Q8 tekniske beskrivelse af olien:

 

Q8 Auto 16

Automatisk transmissionsolie der opfylder kravene til ældre Ford og Borg Warner automatgearkasser. Opfylder kravene til Ford M2C33F/G.
Anvendelse Q8 Auto 16 er en automatgearolie til Borg Warner gearkasser og ældre Ford automatgearkasser, hvor oliepinden er sort eller blank.

 

Q8 Auto 16 er også velegnet til hydrostatsystemer i John Deere mejetærskere, hvor der kræves en JDM J21A olie, samt i visse manuelle Volvo gearkasser. Q8 Auto 16 kan desuden anvendes som hydraulikolie, hvor der foreskrives en ISO VG 32 - 46.


Egenskaber og fordele Q8 Auto 16 giver hurtig smøring efter koldstart og begrænser slitage selv ved hård belastning. Q8 Auto 16 skader ikke de almindelige pakningsmaterialer, og produktet beskytter desuden mod rust og anden korrosion.


Specifikationer Q8 Auto 16 opfylder kravene til følgende: • Ford ESW-M2C33F • Ford ESP-M2C33G • Ford SQM-2C9007-AA • John Deere JDM J21A • Volvo 97301 • Volvo 97330

 

Køb ikke  Q8 Automatgearolie, den opfylder IKKE kravene ifølge Q8´s tekniske beskrivelse af produktet!

 

Husk at kontrollere gearolien jævnligt, og at skifte den hvert andet år, alt efter hvor meget motoren benyttes.

 

Jens Koch