Søventiler, åbning-lukning.

 

Det kan være svært at åbne og lukke en kugle-søventil lavet af bronze eller messing. Det skyldes, at de over tid kalker til, og hvis man ikke motionerer dem tit, så kan de være meget svære at lukke, for ikke at sige umulige at lukke.

 

Det er især søventiler i afgangen af toiletter og holdingtanke, der har det problem, idet urin o.a. forøger kalkudfældningen.

 

Vi skal jo huske på, at vi næsten sejler rundt i en mættet kalkopløsning, - det er samme årsag, der gør at ruer, muslinger, krabber o.a. ingen problemer har med at lave skaller.

 

Det er en god ide at motionere ens søventiler en gang om måneden, for at få kalken ”skrabet” af kuglen i ventilen.

 

Men, især de store ventiler (1 ½ tomme og derover) har problemet, idet håndtaget (momentarmen) ikke er så lang, så det kan være svært at have finger kæfter til at dreje ventilen, og det gør det jo ikke bedre at ventilen måske sidder et ubekvemt sted.

 

1 1/2 tomme bronzeventil

 

Man kan imidlertid forøge momentarmen med et rør, f.eks et stykke af et forkromet rør købt i byggemarkedet, (rør som normalt anvendes til tøjstang i skabe o.lign.) og det koster ikke alverden.

 


Moment-armen, læg mærke til skruen på armen midtpå.

 

Man saver blot et stykke af med en nedstryger, og eventuelt monterer en plastfod i enden.

Stangen passer fint ned over håndtaget, men hvis man vil have røret siddende permanent, så skal man sørge for at det ikke rører selve ventilen, idet det så kan afstedkomme ekstra galvanisk tæring af ventilens kugle.

 


Mindre messingventil med samme arm.

 

Man skal jo huske på, at kuglen er forkromet, og som sådan består af et andet metal end resten af ventilen. Det har fabrikken af ventilerne sørget for ikke sker, idet kugle er elektrisk isoleret fra resten af ventilen. Men nogle kan have et isoleret håndtag der er i forbindelsen med kuglen, så hvis røret, der påmonteres, blivende rører søventilen, så er der en kortslutning af denne til håndtaget, og videre til kuglen i ventilen.

 

Dette kan hindres ved at bore hul i røret og skrue en skrue igennem dette, således at røret ikke kan komme ned til ventilen, som det ses af billederne.

Røret passer til både store og små ventiler.

 

Men, hvis man blot benytter håndtaget hver gang man motionerer ventilen, og bagefter opbevarer det et andet sted, så behøver man ikke at tænke på denne problemstilling.

 

Dette problem har plastventiler ikke, idet kalk ikke kan sætte sig fast på dem.

 

Jens Koch