Sikkerhedsproblem med log skroggennemføring!

Mange har installeret en log i deres båd, og alle nyere log er med en giver, der er sat ned i en skroggennemføring. Denne gennemføring er i langt de fleste tilfælde udført i plast, som vist i billedet nedenfor.


Skroggennemføring med loggen isat.

Når loggen holder op med at fungere, er det i de fleste tilfælde fordi impelleren er tilstoppet af tang eller andet. Det normale er, at man trækker loggen ud af skroggennemføringen, og isætter en prop, således at man ikke tager ret meget vand ind i båden. Derefter renser loggen og isætter den igen. Det virker i de fleste tilfælde som det skal.

MEN, det er sket mange gange, at skroggennemføringen knækker ved udtrækket, og at man så ikke kan montere plast-proppen der er beregnet til det, og dermed ikke kan forhindre vandet i at trænge ind. Grunden til at den knækker er, at den plastkvalitet, der er benyttet, er af for ringe kvalitet, - den bliver skør med årene! Den burde selvfølgelig have været lavet af bronze eller glasfiberforstærket polymer, som begge er anerkendte materialer til søventiler. Det er muligt at nogle fabrikanter benytter dette materiale, men det er så desværre op til køberne af disse produkter, at checke dette sikkerhedsproblem.

En sejler, jeg talte med om problemet, havde været ude for det, ikke i hans egen båd, men han var kommet gående på broen, hvor han havde sin båd liggende, - han hørte et råb om hjælp fra en anden båd, hvorefter han naturligvis entrede båden! Her fandt han ejeren ligge med hånden over hullet til loggen, plastgennemføringen var knækket, så plast-proppen kunne ikke bruges!. De byttede plads, således at han stoppede hullet, medens ejeren ringede efter kranvogn. Han lå så nede i båden medens denne blev sejlet over til krankajen, - og han var med oppe i luften, og forlod først båden da den var på land!

Hvad kunne der ikke være sket, hvis det var hændt ude på vandet!

En anden kom med en lignende forklaring, men det blev klaret med en træprop, så her skulle sejleren ikke ligge og holde hånden over hullet.


Hav altid træpropper ombord. De købes i
bådudstyrsforretninger, og er beregnet til formålet.

Så det er yderligere et sikkerhedsproblem i vores både.

Jeg selv har en gammel VDO sumlog, så her er der ikke den samme risiko. Hvis der kommer skidt i den, så bakker jeg blot, og problemet er klaret!


VDO sumlog giver

Jens Koch