Rustfrit Stål

Jens Koch

Jeg har fået en del henvendelser om rustfrit stål anvendt under vandlinien.

Rustfrit stål har ud over stållegering, 10 til 20% krom som legeringsmateriale.
Rustfrit stål egner sig ikke som materiale til undervandsdele. Det skyldes at rustfrit stål er beskyttet af en meget tynd kromoxyd, og altså at kromet i jernet kræver ilt for at danne laget. Kromoxyd beskytter mod tæring.
Hvis stålet bliver blot en lille smule ridset under vandet, og det vil det blive, så kan det ikke danne dette beskyttende lag (mangler ilt), og herefter vil det tære. Det giver spaltetæring, men delen vil som sådan ikke knække af, men vil blive utæt.
Altså, rustfrit stål er udmærket over vandlinjen, men ikke under.
 

Jeg havde engang trimaran (en Trident 27 i glasfiber) for del år siden, den var forsynet med et ror i rustfrit stål, roret kunne trækkes op igennem en kanal, dette for at man kunne komme ind på lavt vand, 40 cm. vand! - Helt fint da vi havde små børn dengang.
Men, roret var svejset sammen, og det stod i starten ubehandlet. Det var ikke så godt, idet det spaltetærede hurtigt. Især er der problemer med at svejseelektroden skal være af helt samme legering som det øvrige stål, for ikke et øge tæringen, og det er svært at opnå.
Jeg var nødt til at epoxybehandle roret for at få det til at holde.

Hvis man har rustfrit stål under vandlinjen, så er det bedst at beskytte stålet med et epoxy produkt, idet epoxy er diffusions tæt. Der findes forskellige fabrikater til dette formål, altså at "isolere" stålet fra saltvandet, og at give holdebund til bundmalingen.
Bundmaling alene er ikke diffusions tæt, og da bundmaling indeholder kobber, så er det bedst at isolere stålet.

Dog findes der rustfrit stål som er egnet, men det benyttes fortrinsvis af professionelle virksomheder som har med offshore industrien at gøre. Ventiler udført i dette materiale ( 254 SMO ) er ikke dem man kan købe i ship-shop butikkerne, de er en del dyrere!

For yderligere dokumentation, så kan man se det her:

Dahmstahl artikel, læs især den sidste side 6. Den er god at blive klog på. Dahmstahl

Force Technology artikel om søventiler og rustfrit stål, se side 4. Den er også god at blive klog på. Force Technology